Også i år er vi glade for at kunne indbyde LOF’s lærere til at deltage i Idétræf – bemærk at flere af modulerne har særlig appel til lærerne.
Lørdagen starter med dialog omkring LOF’s strategi 2010, herefter er der en bred palette af forskellige moduloplæg. Sidste gang introducerede vi Idéernes Træf, det blev en succes, så glæd jer til at møde mange spændende LOF aktiviteter i atriumgården på Hotel Svendborg.
Lørdag aften byder på god mad, varieté og dans.
Klima er højt på dagsorden også i LOF, det vedkommer jo os alle, så søndag starter vi i Scala biografen, som ligger dør om dør med Hotel Svendborg. I kan glæde jer til at se filmen ”EARTH”. Vi har nye debatkort omkring klima, som vi bringer i spil. I kan glæde jer til foredrag med Jørgen Steen Nielsen fra Information.

Efter en dejlig frokost bliver der en anderledes indspark i debatten, når Fru Sørensen inviterer på skoldhed underholdning og oplysning uden pegefingre i sin muntre Salon. Der bydes på kaffe, klaver og klima i skønsom blanding.
Mød op til Idétræf sammen med jeres bestyrelse og bliv inspireret og underholdt. Faren for at få et par udbytterige dage er overhængende!

